Madlavningskursus Albergo la Baita

FRA
6.900 DKK
/
TIL
7.400 DKK
Bestil kursus Forespørg på kursus
antal boliger

16 boliger

antal personer

1 - 2 pers

størrelse af pool

 

I den nordligste del af Toscana har vi i det bjergrige og meget smukke Garfagnana område, fundet et dejligt Albergo, som hedder la Baita. La Baita som danner rammen om vores kursusuge med toscansk madlavning, ligger i den skønne middelalderby Corfino.
La Baita er en lille hyggelig pension med 16 værelser og drives som et familieforetagende. Roberto styrer reservationerne og baren, ligesom han selv serverer i den lille restaurant. Hans kone Mara står i køkkenet og fremtryller de gode kulinariske egnsretter fra Garfagnana. Datteren Martina, som taler rigtig godt engelsk, hjælper til overalt og hun giver gerne gode råd om oplevelser i området.

 

 

 

På madlavningskurset lægges der vægt på at alle får mulighed for at prøve at tilberede nogle af de retter, der hører til i det traditionelle italienske køkken så som: hjemmelavet pasta, bruchetta, pizza, kødretter, saucer og desserter.
I Garfagnana området er der en stærk sammenhæng mellem mad, kultur og natur. Stoltheden over de gode råvarer og egnens traditionelle specialiteter er noget af det, som Mara lægger stor vægt på, når hun tryller på La Baita.

I løbet af ugen besøger vi også producenter af lokale specialiteter som oste og charcuteri, og vi spiser frokost på gode restauranter i området ligesom vi smager på forskellige vine, som Roberto med stor begejstring vil introducere for os.
Når vi ikke svinger med pasta dejen eller smager kødretten til, så er der gåture i områdets natur, hvor vi samler gode krydderurter, og der er udflugter til bl.a. Lucca, Castelnuovo di Garfagnana og nationalparkerne Orecchiella og Alpi Apuane.

Dag til dag program:

Dag 1:

Ankomst til Albergo la Baita i løbet af eftermiddagen. Vi kan være behjælpelig med at vejlede om transport til Albergo la Baita.

I løbet af eftermiddagen en kort byrundtur i Corfino, hvor vi lytter til stilheden i de små gader og kigger ud over den smukke Garfagnana dal, spiser en is eller bare nyder roen og udsigten.

Informationsmøde om aftenen samt aftensmad på la Baita.

Dag 2:

Efter morgenmaden starter vi med at plukke forskellige urter i nærheden af la Baita. Herefter går vi i køkkenet for at lave Panzanella, en traditionsrig toscansk brødsalat. Vi drager herefter med den hjemmelavede frokost til den nærliggende nationalpark Orecchiella, hvor vi vil tilbringe resten af søndagen. Vi besøger bl.a. nationalparkens visitorcenter hvor der vil være mulighed for at høre om områdets dyreliv, som omfatter både ulve, rovfugle og mere sjældent bjørne. For de der har lyst er der mulighed for at vandre tilbage til Corfino via toppen Pania di Corfino.

Dag 3:

Efter morgenmaden gør vi os klar til at gå i køkkenet på la Baita sammen med Mara og Martina. Hele dagen vil vi i fællesskab prøve kræfter med de gode toscanske opskrifter. Vores madlavningskursus foregår på denne tredje dag både formiddag og eftermiddag, dog afbrudt af en god frokost og et par timer fri først på eftermiddagen.
Frokosten er selvfølgelig ligesom vores aftensmad en god smagsprøve på resultaterne af vores fælles anstrengelser i køkkenet.

Dag 4:

Denne dag går turen med bus og lokaltog til Lucca. Centrum af middelalderbyen Lucca er utrolig velbevaret og vi får mulighed for også at gå eller cykle på den fire kilometer lange bymur, der omkranser den gamle bydel. I Lucca vil man få en introduktion til byen og herefter vil der være mulighed for shopping og sightseeing på egen hånd. Frokosten kan vi evt. nyde på restauranten "Da Leo". Sidst på eftermiddagen tager vi tilbage til la Baita, hvor Mara står klar med aftensmad til os, og hvor Roberto har fundet gode eksemplarer af Lucca-vine, som vi skal nyde til middagen.

Dag 5:

Efter morgenmaden går vi en tur i nærheden af Albergo la Baita for sammen med Roberto og Martina at finde og plukke vilde krydderurter til brug i madlavningen. Efter gåturen vender vi tilbage til vores madlavningskursus, og vi spiser i fællesskab frokost på la Baita.
Også eftermiddagen er afsat til et madlavningskursus. Sammen med Mara lærer vi at forstå enkeltheden og kompleksiteten i de toscanske egnsretter. Resultaterne af vore fælles anstrengelser nyder vi til aftensmaden, hvor vi endnu en gang er samlet i la Baita's smukke stuer.

Dag 6:

Fra morgenstunden kører vi med bus til et lokalt ostemejeri, hvor mejeristen fortæller om produktion af diverse oste, eksempelvis ricotta og pecorino. Herefter besøger vi det ugentlige marked i Castelnuovo di Garfagnana. Markedet er hver torsdag mødested for såvel unge som gamle fra hele egnen. Hvis man ikke fristes af de udbudte varer, kan stemningen opleves mens man drikker en espresso på en af de mange lokale barer.

Dag 6 fortsat..

Frokosten indtages hos Andrea på "Il vecchio Mulino". Andrea er kendt som en varm fortaler for slowfood bevægelsen og brug af de gode råvarer. I det lille stemningsfulde osteria, smager vi på nogle af de lokale specialiteter, som Andrea har udvalgt til os.
Til aften laver vi pizza i den gamle stenovn, hertil laver vi salat og måske en enkelt kage til dessert.

Dag 7:

Denne sidste dag i Garfagnana tager vi på udflugt til Campocatino, som er en lille forladt sæterlandsby, der ligger umådelig smukt placeret midt i nationalparken Alpi Apuane.
Dagen vil indeholde let vandring og efterfølgende afslapning under træerne på det smukke plateau. Ved frokosttid dukker Roberto op og serverer en dejlig picnic, som vi bare skal nyde samtidig med at vi nyder udsigten over de smukke bjerge.

Dag 8:

Efter morgenmaden er det tid til afsked med Roberto, Mara, Martina og Albergo la Baita efter en begivenhedsrig uge.

Generelt om madlavningskurset:

Kurset foregår på Albergo la Baita, hvor man bliver undervist af Mara og Martina. Martina, som i øvrigt er med på hele kurset, taler rigtig godt engelsk og vil hjælpe til i køkkenet med at forklare om de forskellige ingredienser, opskrifter, og traditionelle egnsretter. Noget af det, som vi vil prøve kræfter med kan eksempelvis være hjemmelavet pasta, ravioli, lasagne, forskellige kødretter, salater, kastaniekage, tiramisu og ikke mindst bestemoderens fantastiske kage!
De retter, som kursusdeltagerne tilbereder i løbet af dagen, spiser man enten til frokost eller til aftensmaden.

Generelt om Albergo la Baita:

På Albergo la Baita er der ialt 16 værelser. Alle værelser har wc, bidet og bad og på alle værelser er der fjernsyn. Roberto, der ejer la Baita, har også en antikvitetsforretning ude ved kysten, og derfor er der på la Baita rigtig mange flotte gamle møbler, som man normalt ikke finder på et albergo. Der er ligeledes en hyggelig lille gårdhave og udendørs bar, hvor man kan slappe af med en espresso eller et glas vin. La Baita har desuden en flot restaurant med synlige bjælker og flere flotte stuer.

Byen Corfino hvor kurset foregår:

I hele Garfagnana området er der mange smukke landsbyer, der er restaureret på smukkeste vis, og i Corfino finder man mange eksempler på hvordan gamle bygninger kan restaureres med fin respekt for det gamle og autentiske. Bybilledet er kendetegnet ved smukke og velrenoverede middelalderhuse. I den lille by går livet sin rolige og vante gang og det typiske billede på ro og god tid er her torvet eller baren, hvor indbyggerne diskuterer livets store og små problemer.


Læg oveni dette, at man fra Corfino har den mest fantastiske udsigt til bjergene og ned igennem dalen mod Lucca.
Corfino er samtidig en by med liv i, hvilket også bekræftes af at du stadigvæk kan finde flere forskellige butikker og restauranter rundt om i byen.


Se nærmere for priser og afrejsedatoer her...

 

 

Fakta - madlavningskursus Albergo la Baita

Fakta - afstande - indkøb:
Købmand 0 km
Supermarket 14 km
Restaurant 0 km
Bar 0 km
Castelnuovo di Garfagnana 14 km
Lucca 65 km
Pisa 83 km
Havet 58 km
Nærmeste lufthavn Pisa 83 km - Firenze 125 km
Dansk/tyske grænse ca. 1600 km
Fakta - feriebolig:
Antal lejligheder/værelser 16
Tv Ja
Internet Ja - trådløs i haven og nær baren
Restaurant Ja - forskellige menuer og a la carte
Gårdhave Ja - med borde, stole og lille udendørs bar

Priser på madlavningskurser i 2018

Pris per person i dobbeltværelse
Perioder: Pris
02/09 -09/09 6900
Pris per person i enkeltværelse
Perioder: Pris
02/09 -09/09 7400

Prisen inkluderer:

- ophold i dobbelt- eller enkeltværelse med morgenmad
- 7 x aftenmenu'er på Albergo la Baita - typisk 3-4 retter med vin
- 2 x frokost inkl.vin på Albergo la Baita
- 1 x picnic frokost inkl. vin i Campocatino
- 1 x frokost inkl.vin på restaurant i området
- 5 x ½ dags madlavningskursus
- besøg hos osteproducent
- besøg på vinotek
- udflugt til Lucca, Campocatino og nationalparkerne Orecchiella og Alpe Apuane
- engelsktalende guide (datteren Martina) til rådighed hele ugen

Toscana-Vacanze er medlem af rejsegarantifonden med no. 2726

Bemærk:

Vedr. kurset 01.07.

På udflugterne til Orecchiella parken, Castelnuovo di Garfagnana og Campocatino er man sammen med holdet fra sprogkurset, der foregår på samme tidspunkt.

Deltagerantal:

Kurset gennemføres ved min. 6 deltagere
Max. antal deltagere er på 11 personer

Værelser:

Vi kan oplyse om at der kan arrangeres 2 enkeltsenge i en del af dobbeltværelserne.

Transport - Fly:

Prisen for kurset er med start i Corfino. Dvs. prisen inkluderer ikke fly til Pisa, som er den nærmeste lufthavn, samt transport til og fra Corfino. Grunden til dette er at man så har mulighed for at udnytte de forskellige gode tilbud fra lavprisselskaberne der flyver til Pisa fra forskellige steder i Danmark. Fra Pisa (alternativt Firenze) er vi, sammen med Albergo la Baita, behjælpelige med at arrangere bustransport til Corfino. Normalt skal man regne med en samlet rejsepris på ca. 1500-2000 for både fly og bus. Vi vil naturligvis være behjælpelige med gode råd mht. flyforbindelser, samt stå for det praktiske mht. den videre transport fra Pisa til Corfino. Vi har ligeledes erfaret at mange gerne vil have nogle dage før eller efter kurset, f.eks. til at opleve Lucca, Pisa eller Firenze.

Fra København til Pisa er der forbindelser med Norwegian. Lavprisselskabet Vueling flyver ligeledes til Firenze fra København. 

Fra Billund er der muligheder med stop undervejs med forbindelse til Pisa og Firenze. Der er ligeledes gode muligheder fra Hamborg med forbindelse til Pisa, her er det med Lufthansa.
Ryanair flyver ligeledes fra Billund på onsdage og søndage. Hvis man vil have nogle ekstra dage på Albergo la Baita er denne forbindelse også en mulighed.
De fleste af luftfartsselskaberne kan kombineres så man ikke behøver at flyve ud og hjem med det samme selskab, det kan give nogle bedre afgangs- og ankomsttider.

Generelt:

Prisen inkluderer ikke frokost i Lucca på dag 4, idet vi har erfaret at man gerne vil have mulighed for selv at vælge. Martina kan være behjælpelig med anbefalinger på restauranter.

 

 

Det siger vores gæster

Alternate Text


Hvis man vil opleve uspoleret toscansk natur og lære, hvordan man laver traditionelle italienske retter, er madlavningskurset i Albergo la Baita et oplagt rejsemål.

Kurset finder sted i middelalderlandsbyen Corfino på et lille hotel, der drives af far, mor og datter - en meget charmerende familie.

Sidst, men ikke mindst var det et arrangement, hvor alle var glade.

Glade for den gode modtagelse, de gode værelser, de veltilrettelagte udflugter og specielt glade for sammen at kunne tilberede og indtage talrige velsmagende retter ledsaget af Robertos udvalgte vine.

Der var knus til alle ved afrejsen.

- Deltager i september måned

 

Læs mere