Kør selv ferie Italien. Bilist i Toscana | book ferie her

BILIST PÅ KØR SELV FERIE I ITALIEN

 

.

 

Læs herom hvordan man på sin kør selv ferie til Italien finder vej og hvordan man skal gebærde sig i trafikken på bedst mulige vis

Brug GPS koordinater til at finde vej 
På vores kørselsvejledninger er der angivet en adresse på jeres feriebolig, hvis det er muligt. 

Mange steder i Toscana er adresserne ikke så præcise, som de er i Danmark. Det betyder, at det ikke altid at muligt at finde disse adresseangivelserne i ens GPS i bilen.

Det kan derfor være en god ide, (også) at bruge GPS koordinaterne til at finde jeres feriebolig. GPS koordinaterne er oplyst i den kørselsvejledning, jeg har sendt til jer.

 

Hvad er GPS koordinater? 
GPS koordinaterne angiver ud fra bredde- og længdegrad den præcise placering af et givent sted.

De kan angives i forskellige formater

  • Grader, minutter og sekunder (DMS): 41°24'12.2"N 2°10'26.5"E
  • Grader og decimalminutter (DMM): 41 24.2028, 2 10.4418
  • Decimalgrader (DD): 41.40338, 2.17403

De fleste GPS’er kan håndtere de forskellige formater. Men det kan variere fra model til model, hvordan man indtaster dem. Jeg anbefaler derfor, at I i god tid inden afrejsen gør jer bekendt med, hvordan jeres GPS fungerer.

 

Google Maps 
Når jeg kører rundt i Italien, kombinerer jeg ofte GPS’en i bilen med Google Maps på min smartphone. Det skyldes, at kortet i GPS’en i min bil ikke opdateres så ofte som Google Maps på min smartphone. Og med de nye regler for roaming udlandet kan jeg også uden problemer søge efter oplysninger på min smartphone uden at være nervøs for at der dukker en stor ekstra regning op, når jeg kommer hjem fra ferien. (Tjek for en sikkerheds skyld jeres telefonabonnement inden i tager afsted)

Man kan også indtaste GPS koordinater på Google Maps på sin smartphone. Via dette link kan I læse hvordan:  https://support.google.com/maps/answer/18539?co=GENIE.Platform%3DiOS&hl=da&oco=1

 

Vejenes beskaffenhed 
De fleste veje er i lige så fin stand, som vejene er i Danmark. Men da mange af vores huse er såkaldte Agriturismo betyder, at de ofte ligger i landlige omgivelser, hvor det sidste stykke vej hen til huset godt kan være en meget ”bumplet” grusvej.  Her er det en god regel at sænke hastigheden til et absolut minimum – og bare give sig god tid, så der ikke opstår skader på bilen. Husk:  I er jo på ferie!

  

Trafik og færdselsregler 
Læs mere om færdselsregler FDM's hjemmeisde

Zona traffico Limitato 
Enhver, der kører bil i Italien bør gøre sig bekendt med miljøzonerne, der er oprettet i både større og mindre byer. Zonerne kaldes på italiensk Zona trafico limitatto og indebærer restriktioner eller forbud mod kørsel i centrum af de historiske byer.

Skiltningen ses f.eks. som billedet vist til højre. Af teksten nedenfor ses i hvilken periode forbuddet er gældende.

Der er i mange tilfælde opsat kameraer, der automatisk fotograferer alle biler, der kører ind i zonen, og har man ikke tilladelsen kommer der en (stor) bøde. Dette gælder også, selv om man kører i en lejebil. Bøden kan i visse tilfælde komme adskillige måneder senere, når man er tilbage i Danmark. Og overvågningskameraerne tager desværre ikke hensyn til turister, som ikke kender reglerne eller kører forkerte. Der udskrives en bøde for hver gang, du kører ind i ZTL-zonen!

Den nemmeste måde at undgå bøderne er derfor at undlade at køre i bil ind i centrum af byerne – og så huske at holde øje med skiltningen.

Du kan læse mere om Zona Traffico Limitato her

Zona traffico Limitato

Parkering 
Når man kører rundt i Italien kan man nemt – ud fra de lokales kreative parkeringer - få den opfattelse, at man må parkere overalt. Det er ikke rigtig. Så hvis I vil undgå parkeringsbøder kan I med fordel være opmærksom på følgende:

På mange parkeringspladser er der afmærkede båse i forskellige farver:

  • HVIDE LINIER at det er gratis parkeing
  • BLÅ LINIER er tegn på at der skal betales for parkering – køb en p-billet og læg den synligt i forruden. Ofte kan du finde en p-automat, ellers er det nærmeste Tabaccheri som sælger parkeringsbilletter
  • GULE LINIER indikerer at pladsen er reserveret til handicappede – og kun med et tilladt handicapskilt synligt på bilen
  • GRØNNE LINIER – her må du ikke parkerer på hverdage mellem kl. 8.00 – 9.30 samt mellem 14.30 – 16.00

OBS: vær opmærksom på, at i Firenze er betydning af farverne anderledes!!!

Parkering på gaden

Du må gerne parkere på gaden hvor der er plads, du skal dog altid parkere i den højre side af vejen.

Du kan også finde de blå parkerings-striber langs veje, her gælder også at der skal betales for parkeringen. Dette kan enten ske via en automat, Tabaccheri eller med en godkendt blå parkeringsskive – disse kan købes i banker, turistkontorer, Tabaccheri’er og på postkontoret. Der vil altid være et skilt som beskriver hvilken betalingsform som gælder. Parkering mod betaling gælder i dagene mandag – lørdag, og kan i nogle byer også omfatte søndag.

 

Nødhjælp
Ved eventuelle problemer med bilen langs de italienske veje skal du ringe 116. Du skal oplyse, hvor du er (alle motorvejsafkørsler er eksempelvis nummererede), dit registreringsnummer og biltype. Det nærmeste ACI-kontor (se nedenfor) sender øjeblikkelig assistance.

Ambulance 118
Politi 113
Brandvæsen 115

Vejafgifter
De fleste motorveje er belagt med afgift i lighed med en del tunneller. Når du kører ind på motorvejen, tager du en billet i en billetautomat, som du skal gemme og vise igen ved afkørslen, når du betaler for den kørte strækning. Nogle veje har ingen bom ved tilkørslen, og her betaler du en fast afgift ved næste afspærring. Ind imellem er den manuelle betjening erstattet af betalingsautomater.

Via-card er et magnetkort, som kan anvendes til betaling af motorvejsafgifterne. Kortet købes ved tilkørslen til motorvejene, på tankstationer, etc. Kortet fås med forskellige værdier: 25, 50 og 75 euro. Du kan også betale med Visa, American Express, Diners, Master Card eller kontant (helst ikke store sedler)

 

Parkering

Parkering er et kapitel for sig. Der parkeres overalt og kører man i en Fiat 500, har man store muligheder for at få en parkeringsplads! Her gælder det - gør ikke som italienerne - det giver bøder.

 

Hvis uheldet er ude

Det er vigtigt at sørge for at få al information fra modparten – bl.a. fordi der ofte sker det, at de involverede personer skifter holdning til det skete, når de har fået det hele lidt på afstand.

Du skal bruge følgende oplysninger:

  1. Navn på modparten
  2. Navn på forsikringsselskab
  3. Bilens registreringsnummer
  4. Nationalitet, mærke og model på bilen
  5. Dato og sted for uheldet
  6. Navn og adresse på eventuelle vidner
  7. Få en underskrift fra modparten
  8. Brug kameraet i din mobiltelefon til at dokumentere uheldet
  9. Lav en tegning af uheldet

 

Trafikkultur

Trafikken og måden italienerne kører på er meget anderledes end vi er vant til i Danmark. Det bedste råd er: kør som italienerne, så går det bedre.

Der sker et eller andet med italienere, når de sætter sig bag et rat i en bil. Det gør sig gældende for alle - lige fra mændene af alle aldre over unge kvinder til gamle bedstemødre.

Det mærker man tit på små og ofte smalle, lokale veje. Her vil man som regel opleve, at italienerne ligger meget tæt på de forankørende biler. Færdselsreglen om sikkerheds-afstand gælder naturligvis – men det bliver pænt sagt ikke efterlevet. Det virker som om, der er en uskreven regel om, at der SKAL overhales. Italieneren bagved har altid travlt -og det er uden betydning om man blot skal frem til næste kryds eller skal samle hende op der står på fortovet 50 m længere fremme.

Her er det gode råd: lad være med at lade jer presse til at køre hurtigere, end I synes er forsvarligt – specielt på bjergveje.

Træk i stedet for ind til siden og lad bilen bagved passere – husk I er jo på ferie!

Personligt har jeg kun gode erfaringer med at køre bil i Italien. Jovist kan det synes mere anarkistisk og kaotisk end i det nordlige Europa. Men generelt har italienerne en fantastisk evne til at sno sig og få det hele til at glide.

Og skulle I få den opfattelse at italienerne er dårlige bilister, blot fordi de ikke respekterer dobbelt optrukne spærrelinjer eller lignende, så tager I fejl. I virkeligheden køres der opmærksomt, hensynsfuldt og fantastisk effektivt. De gør det blot på en anden måde end vi er vant til i Danmark.

Så mine afsluttende råd er: Tag det som en oplevelse, flyd med trafikken, slap af og husk:

I er jo på ferie…

 

Ovenstående tekst er kun vejledende. Toscana Vacanze påtager sig intet ansvar for eventuelle fejl og mangler i informationerne. Vi opfordrer til, at man som bilist inden afrejsen selv sørger for selv at indhente opdaterede informationer om færdselsreglerne i de lande, man skal færdes i.

 

 

 DRØMMEN OM TOSCANA

Inspiration til ferier og oplevelser